Den 17. januar rejste jeg mod Marrakech i Marokko, for at mødes med Nikolaj Astrup Madsen, Michelle Rødgaard-Jessen og Christoffer Baadsgaard. Planen var, inden WorkAway Marokko, at bestige Nordafrikas højeste bjerg: Mount Toubkal.
Mt. Toubkal er 4.167m højt, og er en del af Atlas-bjergene. Det var dog for højt til at tage direkte til toppen på én dag. Derfor sov vi om lørdagen, i en lille bjerg-by (Imlil), der ligger i små 1.700m. Det var her fra, hvor vores vi parkerede bilen og turen egentlig startede. Planen var at gå mod et refugie i ca. 3.200m højde om søndagen, hvor vi skulle overnatte til mandag og derefter mod toppen.
Om søndagen tog vi (forholdsvist) veludhvilede afsted. Det tog os små 6,5 time at komme op til de 3.200m. Vi havde ikke voldsomt travlt, og vi havde en lille times detour, da vi ikke havde nogen form for guide (udover et 1:50.000 kort, der blev brugt en enkelt gang eller to).
Efter de første 3 timer ramte vi “snegrænsen”, hvorefter det blev spændende 🙂 Især da det begyndte at sne og blæse en del op, så vi fik gået godt 2,5 time i regulær snestorm, med en rimelig begrænset sigtbarhed, men vi kunne dog følge fodsporene fra andre på samme togt som os, og som regel se 1-2 gå foran os. Vejrforholdene var dog ikke noget særligt, fandt vi ud af senere 🙂 Vi nåede op til refugiet inden det blev mørkt, men vi var ret kolde, og totalt smadrede og egentlig klar til at gå i seng. Vi kom ind, fik smidt vores ting på vores “dorm room”, og ned i et rum hvor der var tændt en brændeovn.
På refugiet var der en franskmand, der havde taget turen op ad bjerget selv (rimelig hardcore). Han kunne kun meget lidt engelsk, men vi fik da alligevel skabt en connection, og aftalte at følges mod toppen, dagen efter. Derudover var der en større gruppe (unge) spaniere, med 2 guides, hvoraf den ene havde klaret Seven Summits (og var sådan “lige over grænsen”-arrogant at høre på + havde liiiidt for stramme bukser på – men alligevel med lidt humor i ny og næ). Senere på eftermiddagen/aftenen ankom der 2 briter, sammen med deres britiske guide (bosat i Imlil) – de havde været ude og klatre på isvægge i nærheden. Ret imponerende, især da den ene af dem var i slutningen af 50’erne. Alt i alt, fik vi snakket med de fleste på refugiet (der var én i den spanske gruppe, udover de to guides, der kunne engelsk) og fik slappet godt og grundigt af. Ved 19-tiden ankom et polsk par (der bor i Skærbæk, tæt på Fredericia – rimelig pudsigt alligevel!), som havde gået nogle timer i mørke, hård vind og snevejr – ret imponerende! De havde fundet vej selv, via deres GPS. Vi fik snakket en del med dem, og aftalte at de også ville følges med os mod toppen, dagen efter.
Vi gik tidligt i seng, da vi skulle op og have morgenmad kl. 6.15, så vi kunne komme tidligt afsted. Problemet var, at vejret kun var blevet værre i løbet af aftenen, og der blæste en hel del samt faldt en pokkers masse sne.
Vi sov i vores dorms, der nok var 0-5 grader varme, men vi kom da op morgenen efter (hvor der var is på indersiden af ruden på værelset). De fleste af os var blevet vækket flere gange i løbet af natten, af vindens susen udenfor. Om aftenen havde vi fået fortalt vejrudsigten for området, af den britiske guide, og fik af vide at vindstyrken ville være omkring 60-70km/t (hvilket er “Hård Kuling” ift. Beaufort-skalaen). Temperaturen på toppen ville være små -25’ish grader med chill-factor, og det ville højst sandsynligt blive en enormt krævende tur.
Om morgenen indså vi også, hvordan forholdene egentlig var. Der var faldet ekstremt meget sne i løbet af natten, og hvor der dagen før lå nogle få centimeter sne udenfor hoveddøren, lå der i hvert fald 20-30 cm nu. Planen var oprindeligt at forsøge at gå mod toppen kl. 7. Det blev dog udsat til kl. 8, derefter kl. 9, for at se hvordan vejrforholdene udviklede sig. Det blev dog kun værre…
Derfor besluttede vi at gå ned fra bjerget igen, sammen med det polske par, da det ville være umuligt at nå i nærheden af toppen. Ifølge vejrudsigten ville det først klare op, omkring torsdag, og det kunne vi dog ikke vente på.
Vi fik pakket vores grej, og kom afsted ved 10-tiden, eller noget i den stil. Sigtbarheden udenfor var maks 300m, og det blæste, snede og føg ekstremt meget. Temperaturen var uden tvivl også godt under frysepunktet. Men vi blev godt pakket ind i vores tøj, Nikolaj og Michelle, der kun havde løbesko på, tog plastposer imellem yderste strømper og de inderste par, for at undgå at få våde og kolde fødder.
Det tog os alt i alt 5,5 time at gå ned til Imlil. Heraf var 3,5 time i snestorm, og i så dyb sne at man ofte havde sne langt over knæene. Derudover gik vi på en bjergside, hvilket vil sige at der var langt ned på den ene side, og højt op på den anden – og utroligt stejlt for det meste.
I foråret var jeg på Kilimanjaro – hvis jeg skal sammenligne de 3,5 time ned af Toubkal med noget, så er det en vildere version af vores Summit Day på Kilimanjaro, hvor vi også gik i snestorm og tordenvejr. Her på Toubkal havde vi dog ingen guides, vi kunne ikke se noget, havde alt vores oppakning på selv (jeg havde vel en 20-25kg på ryggen) og skulle finde vej i et helt hvidt landskab ved hjælp af en simpel GPS. Men uanset hvor hårdt det var, var det en helt fantastisk oplevelse! Og jeg gjorde det gerne igen 🙂 Vi snakker allerede nu om, hvornår vi skal vende tilbage til Marokko for at nå toppen af Toubkal – tænker at det bliver til foråret eller om sommeren denne gang, så der ikke er noget sne på bjerget. Derudover har Nikolaj arrangeret en tur til Rusland, hvor vi til juli skal bestige Mt. Elbrus – her forventer jeg igen at få rykket mine grænser for, hvor fysisk (og til tider psykisk) udfordrende ting, jeg har prøvet.
Men ja, uanset hvad, så nåede vi ned fra bjerget, og var en fantastisk oplevelse rigere. Selvom vi ikke nåede toppen denne gang, har vi fået mere oplevelse end jeg på nogen måde havde forventet, da jeg steg på flyet om lørdagen. Men mandag eftermiddag var vi nede igen, og herfra gik turen mod Marrakech, hvor jeg befinder mig lige nu 🙂
